Om Traumebehandling og Psykoterapeutisk arbejde i Kroppen

Om det er traumeterapi, psykoterapi eller mindfulness/selvomsorg/kropsbevidsthed, jeg arbejder med, er kroppen altid med. Hvorfor er det ikke nok kun at tale om tingene og få en mental forståelse? Læs nedenfor og forstå, hvorfor det er helt nødvendigt for forandring, at vi arbejder med kroppen.

Traumer lagrer sig ofte ikke i hukommelsen på samme måde som almindelige minder. Hvor normale minder ofte er knyttet til tid, sted og fortælling, bliver traumatiske oplevelser lagret mere fragmenteret og sanseligt (læs nederst på siden om forskellige former for traumer). Traumer lever ofte som kropslige fornemmelser, billeder, lyde eller stemninger uden en klar begyndelse eller slutning. Mange former for traumer har ikke en fortælling (et klart narrativ), og derfor går bearbejdningen ikke kun gennem sproget, men i høj grad gennem kroppen.

På den måde bliver traumet mindre et minde om fortiden og mere en tilstand, kroppen stadig bærer i Nuét. 

Derfor kan traumer dukke op uden varsel i nuet – ikke som noget, vi husker, men som noget, vi genoplever. Kroppen reagerer, som om det sker igen, fordi oplevelsen er lagret uden den afstand, som tiden normalt giver. På den måde bliver traumet mindre et minde om fortiden og mere en tilstand, kroppen stadig bærer.

Traumer viser sig i nuet i den måde, kroppen spænder op, før vi når at tænke. I hjertet, der slår hurtigere i et møde, som egentlig burde være trygt. I stilheden, der opstår i relationer, når noget gammelt uventet bliver aktiveret. Det kan også være fornemmelser af eksempelvis forladthed eller forkerthed, der sniger sig ind midt i en gruppe af mennesker – eller når man ligger trygt i sin sofa.

Når traumets indflydelse på vores NU aftager, åbner der sig et større rum for nærvær, forbundethed og tryg kontakt – både indad og udad. Den energi, der har været bundet i fortiden, kan frisættes til livfuldhed i nuet. Vi bliver mindre selvoptaget af at bearbejde det greb fortiden har i os. 

Et traume er ikke kun det, der skete – men det, der stadig sker i kroppen. Når noget var for overvældende, for smertefuldt eller for ensomt til at kunne rummes dengang, blev oplevelsen ikke fuldt integreret. I stedet lagrede kroppen den som en overlevelsesstrategi. Derfor reagerer vi ofte i nutiden, som om fortiden gentager sig, selv når vi rationelt ved, at vi er et andet sted nu.

I relationer bliver dette særligt tydeligt. Vi kan pludselig føle os forladte, angrebne eller usynlige uden helt at forstå hvorfor. En tone i en stemme, et blik eller en pause i kontakten kan vække gamle mønstre til live. Kroppen reagerer før sproget: vi trækker os, går i forsvar, fryser eller tilpasser os. Ikke fordi vi vil, men fordi kroppen genkender en fare, der engang var virkelig.

Traumer bor ikke kun i nervesystemet, men også i kroppens væv. Bindevævet, som forbinder og omslutter alt i kroppen, bærer spor af de spændinger og beskyttelser, vi engang havde brug for. Når kroppen gentagne gange har måttet holde igen, beskytte sig eller være på vagt, kan bindevævet miste sin naturlige elasticitet. Det bliver som et kropsligt hukommelsesarkiv, hvor uforløste oplevelser sætter sig som spænding, tyngde eller fravær af kontakt.

At arbejde med traumer er derfor også at lære at være i nuet på en ny måde – med Selvet og kroppen som medspiller. Det er at lytte til de subtile signaler, mærke grænserne indefra og langsomt opbygge tillid til, at det, der engang var farligt, ikke nødvendigvis er det længere. I den proces kan relationer blive et sted, hvor det gamle får lov at mødes med noget nyt: nærvær, tryghed og mulighed for reparation.